Menu

Velkommen i klubben

Velkommen i Østerbro IF, Børneafdelingen U4-U11

 

Det allervigtigste ved at spille fodbold i børneafdelingen i Østerbro IF er at opleve glæden ved spillet – at have det sjovt og få nogle gode kammeratskaber.

Vi har derudover et stort ønske om, at vi - udover at være en fodboldklub med stærke sociale værdier - også udvikler spillere til højt niveau.

Således at den enkelte spiller til enhver tid stimuleres med en målrettet træning af høj kvalitet, tilpasset alder og udviklingsniveau.

Vi ønsker at udvikle spillere og hold, der glimrer ved primært at spille på et teknisk og taktisk højt niveau uden at gå på kompromis med klubbens værdier og således samtidig have en ”sund” social indstilling til holdkammerater, klubkammerater, modstandere, dommere, tilskuere m.fl..

Vi stræber efter at spille attraktivt, offensivt, kreativt, hurtigt og fair. Vi tror på at individuelle færdigheder er det fundament, alle andre facetter af spillet bygger på. Vi tror også at spilintelligens, holdtaktiske aspekter, hurtighed, Fitness og vinder-mentalitet er afgørende elementer.

Vi tager for børnene udgangspunkt i legen og i udvikling af grovmotorik, tekniske færdigheder samt basal spilintelligens. Efterhånden som børnene bliver ældre kommer de øvrige elementer gradvist til at fylde mere og mere.

På hver årgang vil der være tilknyttet mindst én årgangstræner – som oftest i børneårgangene er en forælder.

Jo yngre børnene er, jo mere er det en forudsætning for at træningen bliver vellykket, at der følger en voksen med, som kan støtte op om træningen. Ligesom der til stævner er brug for holdledere og udskiftningsledere, chauffører, kagebagere o.lign..

Der vil være træning 2 gange om ugen. Træningen foregår i Fælledparken på arealet ved Jagtvej - Øster allé i sommerhalvåret og desuden i Svanemøllehallen i vinterhalvåret. Fra U10 tilbyder vi ekstra Skills-træning om fredagen via samarbejdsaftale med FC København. Særligt talentfulde og entusiastiske spillere tilbydes ekstra træning i et DBU-styret FC København-Topcenter sammen med andre udvalgte spillere fra københavnsområdet – også om fredagen.

Derudover deltager vi ved stævner i weekenden, hvor vi dyster mod andre klubber fra København og omegn.

En ”Indmeldelsespakke” koster 640 kr., og inkluderer første kvartals kontingent samt en personlig klubdragt med navn og nummer på ryggen (værdi 580 kr.). Kontingentet er herefter 350 kr./kvartal. Der tilsendes et betalingslink via e-mail, som skal benyttes for at tilmelde et betalingskort første gang. Herefter trækkes kontingentet på kortet hvert kvartal –  januar, april, juli og oktober. Når der er indbetalt kr. 640, bestilles en personlig spillerdragt på klubbens hjemmeside, http://osterbro-if.dk/, under "Børn U4-U12" og "Bestil spillerdragt".

Man køber efterfølgende en ny klubdragt, når barnet er vokset ud af den – på klubbens hjemmeside under "Webshop". Her kan man også købe andet udstyr med klubrabat. Fra U13 leverer klubben kampsæt med bluser med fortløbende rygnumre.

 

På vegne af Børne- og Ungdomsudvalget

 

Freddy Lillelund

Børne- og Ungdomsformand

Østerbro IF

 

 

Luk